Ladbyskibet

Skibsgraven ved Ladby på Nordfyn er en af de få skibsgrave, der er fundet i Danmark. Det var egentlig ikke et skib, man fandt i højen, men et aftryk af et skib. Det meste af træet var rådnet væk, men de ca. 2000 klinknagler og spigre der havde holdt skibet sammen, viste skibets form og konstruktion.

Det var amatørarkæolog og apoteker Poul Helweg fra Odense, der i 1934 opdagede skibsgraven og i løbet af de næste år blev højen gravet ud under ledelse af konservator Gustav Rosenberg. Da undersøgelserne var afsluttet, støbte man en betonhvælving omkring fundet og rekonstruerede højen over den, så skibet kunne udstilles uden at skulle flyttes. I 1957 publicerede Knud Thorvildsen undersøgelserne af Ladbyskibet, et arbejde han havde overtaget fra Rosenberg, der døde i 1940.

Efter gravudstyret at dømme var den gravlagte en mand, som var begravet i sit skib med alle rige gravgaver, formentlig engang i begyndelsen af 900-tallet. Skibet var ikke kun bygget til begravelsen, da der var kalfatring og spor efter reparationer. Skibet, den døde og gravgaverne var blevet dækket med planker, og til sidst var det hele dækket af jord. Højen var 30m i diameter og omgivet af et pælehegn.

Ladbyskibets konstruktion

Udgravningen af skibet foregik ved, at man fulgte nagleforløbet i jorden. Skrogformen kunne ses ud fra naglernes placering og skibets konstruktion, det vil sige placering af bundstokke, knæ m.m., kunne ses ud fra naglernes type, længde og orientering.

I 1993 påbegyndte Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter en nyvurdering af Ladbyskibet, og her indgik forsøget på at fremstille en ny rekonstruktion ud fra de gamle oplysninger. Man klarlagde, hvordan skibet var kollapset under sit ophold i jorden, og derefter forsøgte man at rekonstruere de oprindelige plankeforløb.

Skibet var kølsprængt, dvs. kølen buede opad på midten, men det var sket før eller mens man placerede det i jorden.

Thorvildsen havde rekonstrueret skibet med en spundingsstævn, men studier af naglernes placering og type viste, at stævnen havde været en trappetrinsstævn. Både for- og agterstævnen havde stævnprydelse. I forstævnen fandt man ti jernspiraler, der lå på en 60cm lang række. De fleste var væltet om på siden, mens enkelte stod på højkant. Dette var formentlig en stævnprydelse. En støbeform til et smykke, fundet i Birka i Sverige, viser hvordan forstævnen kan have været udformet som et dragehoved. "Drage" er også en af de mange metaforer, der bruges om skibene i vikingetidens skjaldedigtning. Stævnprydelse stemte godt overens med fundet af jernbeslag i form af spydlignende spidser i agterstævnen. Dette var formentlig dragens hale.

Skibets bordplanker havde været klinklagte. Udfra fra klinknaglernes længde kunne plankernes tykkelse rekonstrueres. Fjerde bordgang var en kraftig planke, der var 5cm tyk foroven og 3cm tyk forneden – de øvrige planker var i gennemsnit 2-2,5 cm tykke. Der kunne være tale om den såkaldte meginhufr eller styrkebordet, som også ses hos andre skibe fra vikingetiden. Den danner overgangen mellem skibets bund og side og styrker det i langsgående retning. Ifølge Thorvildsen var syvende bordgang den øverste, men der er forskellige indicier på, at der har været en bordgang mere, som blev bortgravet i 1934. Skibets øverste naglerække består af 6cm lange spigre, der formentlig har været spigret ind i en stringer på ottende bord. Desuden er der spor af træ fra et ottende bord. I den nye rekonstruktion endgår derfor en ottende bordgang.

Spanterne sad med 90cm mellemrum, hvilket kan ses ud fra enkelte trærester, og de spigre bundstokkenes top var fæstnet til tredie og fjerde bordgang med. Der blev i alt konstateret 16 spanter, men der må have været et mere, foruden forspant og rorspant, af hensyn til skibets styrke.

Udover stringeren og bundstokke kunne skibets indre tømmer ikke direkte påvises, opbygningen af spanterne svarer formentlig til den, der ses i langskibe med stringere fra samme tid, f.eks. Skuldelev 5 og Hedeby 1. Det er sandsynligt, at spanterne har været opdelt i bundstokke, der lå henover bunden af skibet, samt biter og tværbjælker med knæ, der udgjorde den tværgående afstivning af skibet.

Skibets ror blev ikke fundet, men der var spor efter et kraftigt rorskot, der har tjent som støtte for sideroret. Af hensyn til skibssiden udgravede man udenfor skibet, så hvis roret sad på ydersiden, da man begravede det, er det grunden til, at det ikke er fundet.

Heller ikke årer, årehuller eller åretolde er der fundet spor efter. Hvis årehullerne eller åretoldene sad på ottende bordgang, er de forsvundet, da man bortgravede den. Skibets smalle, fladbundede form gør den velegnet som robåd, så det er sandsynligt, at der har været årer. De 17 spanter giver plads til 15 årer i hver side, det vil sige at skibet kunne rumme 30 roere.

Syv jernringe fundet ved toppen af det, der var skibets biteknæ midtskibs, og et enkelt løsfund af en jernring tolkes som fæster for mastens vanter. I skibets bund fandt man spigre blandt klinknaglerne, og de tolkes som de spigre, der havde fastholdt sneller og kølsvinsknæ omkring et fire spantrum langt kølsvin. Dermed er det sandsynligt, at skibet har ført sejl.

Yderst i skibets forstævn lå det velbevarede anker. Læggen er 1,36m lang og armene er tilsammen 0,84m lange. Nederst på ankeret sidde en bøjering og øverst sidder ankerringen, hvortil ankerkæden på ca. 10m har været fastgjort. Ankerkæden fortsætter i et basttov. Ankerstokken var formentlig af træ, og er derfor ikke bevaret.

Der er fundet spor efter blå og gul farve på løse træstykker inde i skibet, på ydersiden og den indvendige klædning i skibet. Skibets rekonstruerede mål er 21,5m i længden, 3m bredt og 1m dybt.

Datering og fortolkning

Skibsgraven befinder sig på en almindelig gravplads fra vikingetiden, og ornamentikken fra nogle af gravgaverne er blevet dateret til 1. halvdel af 900-tallet e. Kr. Dette er foreløbig også det tætteste man kommer på en datering af selve Ladbyskibet.

Ladbyskibet er et smalt roskibe, der også er sejlførende. Dette træk ser ud til at gøre sig gældende for flere skibe fra vikingetiden. Et sejlførende langskib fra Hedeby er dateret til midten af 800-tallet og to af Skuldelevskibene, som også var sejlførende langskibe, er dateret til 1000-tallet. Sammen med Ladbyskibet er de med til at vise, at det smalle roskibe fik sejl i denne periode.