Roskilde 4

I 1996-97 anlagde Vikingeskibsmuseet i Roskilde den nye Museumsø. Anlæggelsen af øen foregik ved, at der blev gravet en U-formet kanal ind i fjordbredden, og her stødte man på ni vrag af skibe fra vikingetid og tidlig middelalder. Skibsdelene blev taget op og dokumenteres nu på Nationalmuseets arkæologisk værksted, som ligger på Museumsøen. Efterhånden som tegning og dokumentation af fundet skrider frem, påbegyndes konserveringen.

Et af de ni vrag er Roskilde 4. Det viste sig at være vraget af et bemærkelsesværdigt stort, klinkbygget fragtskib, der oprindelig var 20,5 m langt og kunne laste ca. 50 tons. Ifølge den dendrokronologiske datering er skibet bygget mellem 1108 e. Kr. og 1113 e. Kr.

Roskilde 4-skibets konstruktion

Som de fleste af de øvrige ni skibe havde også Roskilde 4 lidt skade under anlægsarbejdet. Spunsvæggen var blevet rammet ned midt gennem skibet, så den ene del lå i kanalen og den anden under havnepladsen. Derfor blev skibet udgravet af to omgange hhv. februar 1997 og efteråret 1997.

Under udgravningen kunne man se, at forskibet var sandet hurtigere til end agterskibet. Det betyder at forskibet er bedre bevaret både i forhold til bordgange, men også i forhold til skibets indre dele.

Kølen er T-formet og har sin fulde længde, 14,2m. Det er dog ikke den oprindelige køl, da denne på et tidspunkt var erstattet. Stævnloten (det stykke der forbinder stævn og køl) er kun bevaret i forskibet, og her fandt man også 1,5m af forstævnen. Denne del af forstævnen viser, at skibet har haft stævn med flade sider, idet der ikke var hugget fals til plankerne på stævnens nederste del.

Ligesom kølen er også kølsvinet bevaret i sin fulde længde – ca. halvt så lang som kølen. Umiddelbart foran det rektangulære mastespor er kølsvinets tværsnit næsten cirkulært, mens resten er T-formet. Mod enderne har skibstømreren fjernet materiale for at gøre kølsvinet lettere, uden at det har mistet sin styrke. Kølsvinet lå henover bundstokkene, som sammen med biter, biteknæ og bjælkeknæ udgør den bevarede del af skibets spantsystem. Bjælkeknæene viser at skibet har haft omkring fem bjælker, selvom ingen af dem blev fundet. På baggrund af de bevarede spantdele, kan spanteafstanden fastslås til at have været 63cm i gennemsnit.

I forskibet er der bevaret 12 bordgange i styrbords side og 8 i bagbords side, mens der næsten ikke er noget tilbage af bagbords side i agterskibet.

Som resten af skibet er bordene lavet af eg, og de er i gennemsnit 3cm tykke. Plankerne er spejlkløvede, med undtagelse af 12. bordgang i styrbordsside, som er lavet af plankløvede planker. Spejlkløvning foregår på langs af stammens marvstråler, og giver flere planker af en stamme end plankløvning, der sker på tværs af marvstrålerne.

Roskilde 4 var oprindeligt et stort fragtskib med en længde på 20,5m og en bredde på 6,6m. Skibet havde en dybgang på 1,2-1,5m og kunne laste ca. 50 tons.

Datering og fortolkning af Roskilde 4

Da skibet er bygget af eg, blev der udtaget tre prøver til en dendrokronologisk undersøgelse. En af prøverne havde splintved bevaret, og dermed kunne fældningstidspunktet fastsættes til at være mellem 1108 og 1113 e.Kr. Den foreløbige datering af skibet angiver at det er bygget mellem 1108 og 1113 e. Kr.

Som Roskilde 2,3 og 5 er dette skib benyttet til fragt. Til forskel fra vikingetidens fragtskibe er spanteafstanden på Roskilde 4 ca. 63cm, hvilket skibet har tilfælles med Roskilde 2 og 3. Grunden til at man gør afstanden mellem spanterne mindre, skal formentlig søges i den tidlige middelalders øgede behov for at fragte større eller tungere laster. Den mindskede spanteafstand har gjort skibet stærkere, men også tungere og langsommere.

Bortset fra den ændrede spanteafstand er skibet bygget efter den samme nordiske klinkbygnings-

tradition som vikingetidens lastskibe. Skrogskallen er bygget først og derefter afstivet af det indsatte spantesystemet. Skibene er spidse i begge ender og har en jævn, krum rælingslinie. Bordplankerne er holdt sammen med klinknagler af jern, og overlægene er tætnet med kalfatring af tjæret uldtråd. Hos lastskibene har hovedfremdrivningsmidlet være det store råsejl i midten af skibet. Årerne blev kun brugt i særlige situationer som f.eks. stille vejr, vendinger eller snævre farvande. Sideroret, som gav styrbords side navn, sad i agterenden og holdt skibet på ret kurs.