Klåstad

I 1893 opdagede man et vrag i den nordlige del af Viksfjorden, længst inde i Klåstadkilen i Vestfold. Opdagelsen resulterede ikke i en udgravning og vraget blev dækket til igen. Først 80 år senere, så man igen noget til vraget, i forbindelse med tørlægning af området. Tørlægningen ville sænke grundvandsspejlet, og det blev nødvendigt, at udgrave og dokumentere vraget før det gik til. Udgravningen foregik i nogle uger i maj 1970, og skibet var klar til udstilling i 1976.

Skibet, som man døbte Klåstad-skibet, er et klinkbygget handelsfartøj fra tiden mellem 990 og 1000 e. Kr.

På de 80 år, der gik fra opdagelsen til udgravningen endelig fandt sted, var bevaringsforholdene for vraget væsentligt forringet på grund af dræning. Dræningen havde udtørret den øvre del af jorden, og dræningsgrøfterne havde ødelagt nogle af vragets planker. Vraget lå på siden i jorden, og den del der lå øverst var næsten forsvundet. Den dybereliggende del var stadig dækket af mudder, og var derfor velbevaret. Bevaringstilstanden var så god, at man besluttede at konservere vraget og få det udstillet.

Konserveringen foregik ved at plankerne blev lagt i vandbad, hvor man gradvist øgede koncentrationen af PEG (polyethylenglycol). PEG erstatter vandet i træets celler og mindsker risikoen for at cellerne "klapper sammen", så træet skrumper og sprækker når det tørrer. Når PEG indholdet er oppe på 60% tages træet op og tørres langsomt. Skibsdelene blev tegnet op med alle detaljer før konserveringen.

Klåstad - skibets konstruktion

Den T-formede køl er af eg og i sin fulde længde måler den 16,15m. Den var delt i mindre stykker på grund af dræningsgrøfterne. Ingen af stævnene blev fundet.

Bagbords side er den bedst bevarede af de to skibssider. Den består af 12 bordgange, hvoraf de to øverste er af fyr, mens resten er af eg. 11. bordgang er den bedst bevarede af de to. Den er en 40-50cm bred og 14m lang, sammenhængende fyrreplanke. Planken har endda været længere, idet der er rådnet et stykke væk i begge ender.

Over 6. bordgang er skibets meginhufr bevaret, men skadet af dræningsgrøfterne. Meginhufr er L-formet og giver skibssiden et knæk, så den bliver delt i en øvre og nedre del. Meginhufr fungerer som en langsgående forstærkning, der optager vægt fra skibets last og bølgepåvirkningen.

Bevaringstilstanden for egeplankerne var meget varierende da man gravede skibet ud, nogle var stadig meget stærke, mens andre var ved at smuldre væk. Klinknagler, som holdt bordene samlede, var rustet bort.

Af styrbords side er kun dele af den første bordgang bevaret.

De bevarede dele af spantesystemet er fragmenter af bundstokke, knæ og topspant – alle fra bagbords side. Topspanterne af bøg var i meget dårlig stand, udgraveren A.E. Christensen betegner deres styrke og konsistens som "gedeost". Knæene af eg var derimod stadig solide.

Spanterne var fastgjort med trænagler, men ikke i hvert bord.

Fund af tre keiper eller åretolle i bunden af vraget viser, at årer har været brugt som fremdrivningsmiddel. Desværre ved man ikke noget om hvor mange. Brugen af keiper antyder, at der kun har været et mindre antal årer til brug ved f.eks. manøvrer under land. Det antages at skibet har haft sejl, men der er ikke bevaret spor heraf.

I bunden af vraget lå resterne af skibets last, 50 emner til hvæssesten og sodede skår af et klæberstenskar.

Selvom man ikke har fundet stævnene, er det sandsynligt at skibet har været op mod 21m langt. Det var 5m bredt og 1,6-1,7m højt fra køl til 12. bord, som sandsynligvis er det øverste.

 

Datering og fortolkning

Da en del af skibet er bygget af eg, tog man i 1993 otte prøver ud til en dendrokronologisk undersøgelse. Syv af dem kunne dateres, men ikke eksakt da ingen af dem havde splintved bevaret. Dateringen af de fem prøver falder indenfor et snævert tidspand. Derfor er det muligt at angive fældningstidspunktet og dermed et foreløbigt byggetidspunktet for skibet, 990’erne e. Kr.

Skibet er bygget af en kombinationen af bøg-, fyr- og egtræ. Denne sammensætning af træarter og de dimensioner, som fyrreplankerne har, er usædvanlig i Skandinavien, men forekom i Vestfold-området i vikingetiden. Det er dermed sandsynligt, at skibet er bygget lokalt.

Klåstad vragets last af hvæssestens emner, er med til at bestemme, hvilke type fartøj vi har med at gøre. De viser, at der er tale om et handelsfartøj eller et fragtskib. Det understøttes af tilstedeværelsen af meginhufr og de brede fyrrebord øverst i skibet, som giver styrke langskibs og gør det muligt at fragte tunge laster i søgang.

Brugen af meginhufr ses også på andre af vikingetidens skibe bl.a. Skuldelev 1, der også er et klinkbygget handelsfartøj fra vikingetiden.

Gamle brud på bordplankerne midtskibs tyder på at Klåstad skibet forliste. At en del af lasten er efterladt viser, at man har forladt skibet hurtigt. Vraget kan også være drevet ind i Klåstadkilen, hvor det har lagt sig og er sandet delvist til, før nogen bjærgede lasten.