Hjortspringbåden

Se denne tekst på 

Hjortspringbåden er et eksempel på en tidlig skandinavisk plankebygget båd. Den er sikkert dateret til tidlig Jernalder, men dens lighed med de rigelige bronzealderhelleristninger der forestiller både, viser hvordan disse skal tolkes - som plankebyggede både roet med padler. Båden er en del af et våbenofferfund nedlagt på et sted der i dag er mose, men i oldtiden var en sø.

Udgravninger i Hjortspring mose

I 1920 fik Nationalmuseet besked om at der ved tørveskæring adskillige årtier tidligere var fundet våben og dele af en båd i Hjortspring mose på Als. Museet udgravede båden og dens tilhørende våbenudstyr gennem to kampagner i 1921 og 1922. Båden og de andre fund var meget ødelagt af den hyppige tørvegravning i mosen. Takket være udgravningslederen konservator Gustav Rosenbergs omhyggelighed, var det muligt for Fr. Johannesen - som også stod for arbejdet med vikingeskibene fra Oseberg og Gokstad - at rekonstruere båden med temmelig stor sikkerhed.

Rosenberg var også ansvarlig for konserveringen af det vanddrukne træ, og dette gjorde han efter tidens bedste standard. Ikke desto mindre var det nødvendigt at genkonservere fundet forud for Nationalmuseets genopstilling som åbnede for publikum i 1988. I den forbindelse var det også væsentligt at få båden bedre dateret, hvilket hidtil kun havde været på typologisk grundlag. Derfor blev Rosenbergs gamle felter genåbnet, og et par oversete stumper fundet som blev C14-dateret. Resultatet angiver perioden 350-300 f. Kr. Som den mest sandsynlige alder.

Konstruktionsmæssige løsninger i Hjortspringbåden

Båden består i hovedsagen af fem store lindetræsplanker. Ifølge rekonstruktionen har den ingen køl, men en 15,3 m lang, op til 50 cm bred bundplanke med udsparede klamper til fastgørelse for spanterne. Den er V-formet i tværsnit i begge ender, og her er store flangede stævnstykker syet på. Bundplanken fortsætter et stykke for og agter for disse, og udgør starten på nederste af de karakteristiske stævnforlængelser. Om planken har været udspændt af en udhulet stamme, eller hugget direkte i form er det ikke muligt at afgøre.

På hver side af bundplanken er to planker af omtrent ens størrelse, og alle disse hovedelementer er syet sammen med lindebast. Bordgangene er op til 65 cm brede og hugget i eet stykke - 15 m lange og kun 2 cm tykke. For hver meter har de nederste planker fire klamper og de øverste planker to, til fastgørelse for spanterne. Over de øverste spantklamper i øverste bordgang er udsparet nogle halvmåneformede klamper som holder tofterne på plads.

Bordhalsene på de fire sideplanker er fastgjort til de flangede stævnstykker, som er hugget ud af massive stammer eller tvejer til lette liggende V'er. På denne måde udgøres enderne af essingen af stævnstykkernes overkant, som fortsætter i en Y-form og danner den øverste af stævnforlængelserne. De øverste forlængelser er T-formede i tværsnit, og de nederste er ovale. Forlængelserne er umiddelbart udenfor stævnstykkerne forbundet med lodrette låsestykker. Omtrent en meter fra stævnstykkerne er de igen forbundet af træstykker med zig-zag udskæringer. På toppen af stævnstykkerne er udsparet fire klamper af uvis funktion.

Båden har i alt været ca.19 m lang, mellem stævnene ca. 13,3 m. Dens rekonstruerede bredde er 1,9 m og højden 0,7 m.

I agterenden findes en "løfting" som er lavet af to lindebrædder som er hugget i form med sidernes kurver. På dens forende er et bræt med udskårne zig-zag mønstre.

Der er ti spanter i båden med en meters mellemrum. En hasselgren er bøjet og besnøret til de udsparede klamper på plankerne. Fra den ene essing til den anden går den igennem den ene side af toften og derpå gennem et øje i en tværbjælke og to toftestøtter, derpå tværbjælkens anden ende og til sidst toftens anden ende. Tofterne er hugget af lind og har to kurvede sæder som er en anelse skrå ud mod siden af båden for at give en god stilling at padle i. Mellem spanterne er syningerne mellem plankerne dækket af tynde brædder.

Der er fundet adskillige padler, deriblandt nogle som er meget brede. Disse kan have været brugt til at styre med sandsynligvis fra løftingen agter.

Hjortspringbåden og den nordiske klinkbygningstradition

Hjortspringbåden er den ældste plankebyggede båd i Skandinavien, og studiet af dens konstruktion kan dermed belyse nogle af de grundlæggende problemer i skibsarkæologien. Tolkningen af bronzealderens skibshelleristninger har været meget diskuteret, men to hovedopfattelser kan udskilles. Den ene går ud på at bådene på billederne er skindbåde, og den anden at de skal være plankebyggede træbåde. Den slående lighed mellem Hjortspringbåden og bronzealderhelleristningerne har været draget i tvivl, men efter at fundet har været behandlet igen forud for genopstillingen, er Johannesens rekonstruktion bekræftet med kun ubetydelige ændringer.

Diskussionen om skind eller træ har også været del af forskningen i den nordiske klinkbygnings oprindelse. Med Hjortspringbådens rekonstruktions gyldighed er der gjort rede for en plausibel udviklingslinie fra den enkle stammebåd til stammebåden med siderne forhøjet med planker. Dette fører til både af Hjortspringtype, som groft set er en stamme med to ekstra planker. Med tiden stiger antallet af planker og stammen bliver til en rigtig køl. Dette harmonerer også fint med at den nordiske klinkbygning er baseret på skibets plankeskal, hvor spanterne først bliver sat i efter bordlægningen er rejst.