Den store høj som Tuneskibet lå i, ligger ved gården Haugen på Rolvsøy ved Oslofjordens munding. I det samme område ligger andre norske skibsgrave Oseberg og Gokstad. Tuneskibet blev fundet og udgravet i 1867, men blev dog først publiceret i 1917 af Haakon Shetelig. Skibet blev aldrig konserveret og er nu udstillet i Vikingeskipshuset på Bygdø, sammen med Gokstad og Osebergskibet. Skibet var oprindeligt 20m langt, lidt over 4m bredt og 1,2m højt. Det er dateret til 910 e. Kr
Skibet lå indkapslet i blåler i en høj, der var en af Norges største med sine 80m i diameter og 4m i højden. På trods af det er Tuneskibet det ringest bevarede af de tre skibe. Siden 1860’erne havde man taget jord fra højen til dyrkning af et sandet markstykke, og dette arbejde havde gjort skade på den bagerste del af skibet, hvor gravkammeret stod.
Skibet er klinkbygget, hovedsagligt af eg, med undtagelse af biterne og roret, som er af fyr.
Det er bevaret i 15m’s længde, hvilket ikke er den oprindelige længde, idet stævnene mangler. Kølen er nu 13,6m lang, men må have været ca. 14m, da der mangler et stykke forrest. I agterenden er kølen hel, og her er også det nederste stykke af agterstævnen bevaret.
Der er bevaret otte bordgange, store dele af niende og rester af tiende bordgang, som formentlig er den øverste.
Ottende bordgang er meginhufr eller styrkebordet. Denne planke er lidt tykkere og danner overgangen mellem skibets bund og side, samtidig med at den styrker skibet i langsgående retning.
Niende og tiende bordgang er betydelig bredere end de øvrige. På indersiden af bordplankerne er surringsklamper hugget ud eller naglet fast. I klamperne er der lavet en fordybning, som passer til bundstokken og surringen har været udført med bast. Syvende bordgang har ingen surringsklamper, her er bundstokken naglet fast til bordet.
Tuneskibet havde formentlig femten spanter, opdelt i bundstok, biter (tværbjælker) og biteknæ. Elleve spanter og rorskottet er bevaret. De ti spanter sidder på deres oprindelige plads, og rorskottet kunne sættes på plads ud fra mærker på kølen. Tolvte spant i forenden af skibet var det eneste, der ikke var helt, idet bite og biteknæ manglede.
Bundstokkene er i et stykke og har et ovalt tværsnit. Undersiden er formet som en liste, hvor igennem der er huller til at surre bundstokken fast til bordene. Toppen af bundstokkene er indfældet i undersiden af biterne. Biterne hviler mod ottende bordgang, meginhufr, i midten af skibet. Over biterne sidder biteknæene, som er naglet til biten og de øverste bordplanker.
Bordplankerne og biterne er dekoreret med profileringer.
Foran det ottende spant stod masten. Mastefoden og de dele der har støttet masten er bevaret. Kølsvinet rækker over fire bundstokke og er 3,14m langt. Det holdes fast af kølsvinsknæ, som er naglet til bundstokkene. I kølsvinet er et firkantet mastespor, og foran det er et "horn" som er hugget ud af kølsvinet. Dette horn rækker op i biten i mastespantet, og er med til at forhindre kølsvinet i at kæntre. Mastefisken hviler på fem biter og er 3,85m lang. Mastefisken skulle støtte masten, når den blev rejst, og den er fæstnet til biterne med knæ.
Roret blev fundet liggende løst i agterskibet. Det er et smalt sideror, der er 1,94m langt og 30cm bredt nederst på bladet.
Der er ikke nedlagt nogle årer sammen med skibet, og hverken åretolde eller årehuller er bevaret, idet tiende bordgang er meget nedbrudt.
I 1993 lavede man dendrokronologiske undersøgelser på Tuneskibets egetræ og resterne fra gravkammeret, som også var af eg.
Der blev udtaget fire prøver fra skibet og en af dem havde splintved bevaret. Resultatet af undersøgelserne daterer det træ, skibet blev bygget af, til at være fældet ca. 910 e. Kr. Man byggede af frisk træ, og derfor er 910 e. Kr. også skibets byggetidspunkt.
Fra gravkammerets tømmer blev der udtaget to prøver, og ingen af dem havde splintved bevaret. Prøverne viser, at træet til gravkammeret kan være fældet tidligst år 910 e. Kr. Formentlig er begravelsen foregået, da skibet var 10-15 gammelt dvs. o. 920-25 e. Kr.
At skibet var forholdsvis nyt, da det blev brugt som begravelsesskib, har det tilfælles med de to andre gravskibe, Oseberg- og Gokstadskibet. I alle tre tilfælde var skibene ikke mere end 10-15 år gamle, da de blev lagt i højene.
Sammenligner man skibene yderligere, viser det sig, at de har mange fællestræk. Dog ligner Gokstad- og Tuneskibet hinanden mest. De er begge fra omkring 900, det ene lidt før – det andet lidt efter, og de adskiller sig fra Osebergskibet på de samme områder. Kimningen er flyttet længere ned i skroget, bundstokkene er afsluttet tidligere, og biteknæene er forholdsmæssigt større. Desuden er kølsvinet længere og gjort bedre fast, ligesom mastefisken er det. Det ser ud til, at man i de år der var gået, siden Osebergskibet blev bygget i 820 e. Kr., har gjort sig flere erfaringer og fundet ud af at gøre sejlskibene mere stabile og sødygtige ved hjælp af de nævnte justeringer.
Gokstad- og Osebergskibet havde både sejl og årer, og ligheden mellem dem og Tuneskibet gør, at man antager, at også Tuneskibet havde årer. De 15 spanter, Tuneskibet sandsynligvis havde, giver plads til 11-12 roere.
Traditionelt har skibe som Tuneskibet været betegnet som karfi eller karver, men denne betegnelse hører til 1200-tals skibe. I stedet kan der være tale om en knarr, som den blev opfattet i 900-tallets skjaldedigtning. Da var den formentlig et rummeligt krigsskib. Oseberg, Tune og Gokstad-skibene har langskibets attributter f.eks. kan masten lægges ned og de kan ros, men de er ikke kun bygget med fart for øje, rummelighed og sødygtighed havde også en prioritet.