Gokstadsskibet blev fundet ved udgravningen af Kongshøjen ved Oslofjordens munding i 1880.
Skibet er et 23m langt, klinkbygget fartøj fra vikingetiden. Henover skibet var der lagt et lag af blåler, som havde bevaret træet godt. Kun skibets stævne og enden af bordgangene lå udenfor leret, og var derfor delvist nedbrudte.
Efter udgravningen blev skibet flyttet til et skur i universitetshaven i Oslo, hvor det blev rekonstrueret, og de nedbrudte dele blev erstattet af nye. Derefter blev det udstillet, og kan nu ses sammen med Oseberg- og Tunesskibet i i Vikingeskipshuset på Bygdø.
Skibet er 23,33m langt, 5,25m bredt og 1,85m højt midtskibs. Alle skibets dele er af eg.
Kølen er bevaret i hel stand, og er i gennemsnit 40cm høj, hvilket er usædvanlig højt. Toppen af stævnen er rådnet væk, så man ved ikke, hvordan de har været afsluttet, eller hvor høje de var. Det der er tilbage af stævnene viser, at det var spundingsstævne.
Skibets bordlægning består af 16 bordgange i hver side. De nederste ni bordgange former skibets bund, mens de seks øverste udgør skibssiden. Det tiende bord er tykkere end de øvrige, og kaldes meginhufr eller styrkebordet. Meginhufr danner overgangen mellem skibets bund og side, samt styrker skibet i langsgående retning. Langs det øverste bords inderside er fæstet en stringer, som også styrker skibet i langsgående retning.
Den fjortende bordplanke er lidt tykkere end de andre, da der er lavet årehuller i den. I årehullerne sidder årehulslukkere, som er små, særligt tilpassede træplader, der forhindrede vand i at komme ind i skibet under sejlads.
På ydersiden af rælingen sidder en skjoldliste. Da skibet blev fundet bar listen 32 skjolde på hver side af skibet.
Spanterne i skibet består af flere dele. Den nederste del er bundstokkene, som er surret til klamper på bordene. Klamperne er hugget ud af bordene. På klampernes overflade er der lavet en lille fordybning, som en liste på bundstokkene hviler i. I listen og klampen er der lavet huller, hvor bord og bundstok er surret sammen med en granrod. Niende og tiende bord er uden klamper; her er toppen af bundstokken naglet fast i stedet. På niende og tiende bord hviler også skibets tværgående forstærkning, biten. Biten understøttes på midten af en snelle, der er tappet ind i biten og bundstokken. Over biten sidder biteknæene, som er naglet fast til biten og tre af de øverste bord. Ved siden af hver andet knæ sidder en oplænger, som er naglet til de øverste bordplanker. Skibets dækplanker hviler i en lille fals i biterne.
Skibet har i alt 19 spanter, hvoraf de to er henholdsvis for- og rorspant. Rorspantet er kraftigt, da roret har været fæste til det med en vidje. Roret er 3,3m langt og 42m bredt, og var bevaret på sin plads på styrbords side agterst i skibet.
Næsten midt i skibet, henover fire bundstokke, ligger kølsvinet. Det er 3,75m langt og holdes fast til bundstokkene af fire kraftige knæ. Forrest i kølsvinet er der en selvgroet gren, der fæster kølsvinet til mastefisken ovenover. Mastesporet i kølsvinet er formet som en sliske bagtil, så mastefoden ikke skal løftes ned i det, men kan glide på plads. Fortil er det lige afskåret for at støtte masten under sejlads.
Over kølsvinet hviler mastefisken på fem biter. Mastefisken skal støtte masten, mens den rejses, og når den er rejst. Den er 5m lang og kløften er lukket, så masten rejses gennem et aflangt hul. Når masten er rejst, kan man lukke hullet med en mastelås, der er et nøje tilpasset stykke træ.
Foran mastefoden og halvvejs ude i hver ende af skibet står en stolpe. De to yderste stolper er sat fast på kølen, mens den tredje er fæstet til mastefisken. De har sandsynligvis været brugt til at lægge råen på, når skibet ikke var under sejl.
Masten er af fyr og blev delt i to, da skibet blev gravsat. Den del, der sidder i mastefoden, er delvist nedbrudt. Den anden del var blevet lagt i skibets forstævn. Masten har sandsynligvis været 13m høj.
Der blev fundet 32 årer af fyr på skibet, hvilket stemmer med antallet af årehuller. Årernes længde var mellem 5,3m og 5,85m, afstemt efter hvor på skibet, de skulle bruges, idet de forreste årehuller sad højere over vandet end årehullerne midtskibs.
Da skibet er bygget af eg, egner det sig godt til en dendrokronologisk undersøgelse. I 1992 blev der udtaget prøver af skibet og gravkammeret med henblik på at finde ud af, hvornår skibet blev bygget, og hvornår gravlæggelsen var foregået.
De fire prøver fra gravkammeret havde ikke splintved bevaret, og derfor kan fældningen af træet ikke dateres til et bestemt år. Fældningen af træet, og dermed begravelsen, er sandsynligvis foregået mellem 900-905 e. Kr.
Fra skibet blev der udtaget 13 prøver fra de bordplanker, som var blevet skiftet ud med kopier, da skibet skulle udstilles. Alle prøverne kunne dateres, men ingen af dem havde splintved bevaret. Fældningen af træet, og dermed bygningen af skibet, derfor dateret til 2. halvdel af 890’erne e. Kr.
Manden der blev begravet i Gokstadskibet, var formentlig høvding, idet han udover skibet fik mange rige gravgaver, hunde og heste med sig i graven.
Kort efter skibet blev fundet, blev en kopi kaldet "Viking" bygget på initiativ af Kaptajn Magnus Andersson. Han ville sejle det over Atlanten til Chicago, hvor man i 1893 fejrede 400 året for Columbus’ opdagelse af Amerika, for at minde om og bevise at vikingerne kunne have opdaget Amerika før Columbus. Det lykkedes Kaptajnen at sejle fra Bergen til New Foundland på under en måned, uden større problemer. Eksperimentet viser, at Gokstadskibet kan have været brugt til rejser over store afstande.
Gokstad skibet ligner to andre norske skibe fundet i gravhøje i området ved Oslofjordens munding, nemlig Osebergskibet fra omkring 820 e. Kr. og Tuneskibet fra omkring 910 e. Kr. De har mange fælles træk, fordi de er sejlførende roskibe. Sejlet medførte nogle konstruktionsmæssige forandringer såsom fladere bund og stejlere sider, for at skroget kunne krænge uden at kæntre. Overgangen mellem bund og side blev lavet ved hjælp af meginhufr. Det gav en mere markeret kimning, og en opdelingen af spantet var nødvendig.
Det ser det ud til, at Gokstad- og Tuneskibet har gennemgået en udvikling i forhold til Osebergskibet. Især Gokstadskibets skrog har en mere helstøbt karakter, og mastefisken og kølsvinet er gjort betydelig stærkere. Gokstadskibet adskiller sig yderligere ved at have et højere fribord, der gør det større, selvom det ikke er væsentlig længere eller bredere.