Da man i 1928 gravede drængrøfter ved Galtabäck lagunen i det nordlige Halland, stødte man på et vrag. Varberg Museum blev tilkaldt og foretog en udgravning i april/maj måned samme år. Galtabäck blev det første svenske fund af et klinkbygget vikingeskib – troede man. Senere undersøgelser har vist, at det i virkeligheden drejer sig om et tidlig middelalderligt skib fra 1195 e.Kr. eller kort derefter.
Da undersøgelserne i 1928 var afsluttet blev skibsdelene ført til museet i Göteborg og efter konserveringen blev skibet rekonstrueret og udstillet der indtil 1957. Herefter blev det taget ned og Galtabäck I er nu opmagasineret på Varberg Museum.
Det vrag man udgravede i 1928 var 11,8m langt og udgjorde bunden af et skib, bygget af egetømmer.
Kun kølen, de nederste dele af stævnene, dele af bordlægningen og dele af det indre tømmer er bevaret. Den rekonstruktion Fr. Johannessen lavede, blev derfor i høj grad baseret på hans erfaring fra de norske vikingeskibe fra Oseberg og Gokstad og sammenligninger med andre fartøjer. De bevarede skibsdele indsatte man i det rekonstruerede skib.
I 1957 viste kulstof-14 undersøgelser at skibet sandsynligvis var middelalderligt og rekonstruktionen blev pillet ned og opmagasineret.
Kølen er bevaret i hele sin længde. Den er T-formet på midten, men mod skibets for- og agterende forsvinder kantlisterne.
Kølsvinet var så dårligt bevaret, at ikke engang træarten kunne bestemmes, men formen kan ses af udhugningerne i de bevarede biter midtskibs.
Både dele af for- og agterstævnen er bevaret, men ikke nok til at det med sikkerhed kan afgøres, hvilken type stævn, der var tale om.
Bordene er bevaret op til tiende bordgang i bagbords side, mens kun fem brodgange er bevaret i styrbords side. De øverste bordgange i begge sider er meget nedbrudte.
17 spanter af et beregnet antal på 20 er bevaret. Midtskibs består spantets nederste del af bundstok og oplænger, hvor oplængeren når op til niende bordgang. Oplænger og bundstok er naglet til hvert bord med trænagler. Lige over bundstokken er indsat en tværbjælke eller en bite, som styrker skroget på tværs.
Der blev ikke fundet spor af årer og da de øverste bordgange er fragmenterede eller helt mangler, er det ikke muligt at sige noget om eventuelle årers placering eller antal. Heller ikke masten blev fundet, men kølsvinet viser at den har været der.
Det rekonstruerede skib har ti bordgange i hver side og måler 13,1m i længden, 3,6m i bredden og 1,35m i højden.
I 1948 publicerede Harald Åkerlund en ny rekonstruktion, hvor han forhøjede skibet og gjorde det længere og bredere. Åkerlunds rekonstruktion af Galtabäck måler 14m i længde, 4m i bredden, og 1,85m i højden, og er stærkt inspireret af de noget yngre fund fra Kalmar.
Siden 1928 er der gjort adskillige forsøg på at datere Galtabäck skibet. Den første datering skete via Lennart von Posts pollenanalyser i 1933, der sagde at skibet ikke kunne være ældre end 400 e.Kr.
Harald Åkerlund undersøgte senere træet og mente at se savspor i dele af bordlægningen. Skibe fra vikingetiden og før blev lavet af træ kløvet med kiler og hugget til med økser, mens saven først kom i brug senere. Derfor mente Åkerlund at skibet hørte til i middelalderen og rekonstruerede det derefter. Senere undersøgelser har dog vist, at der ikke var tale om savspor, men et naturligt vækstfænomen.
I 1957 lod man en kulstof-14 datering udføre og den daterede skibet til 1012-1142 e. Kr. Det sidste forsøg, der er gjort på at datere Galtabäck skibet, var en dendrokronologisk undersøgelse i 1998.
Der blev udtaget prøver af seks planker, hvoraf de tre viste sig at komme fra samme træ. En af prøverne havde splintved bevaret og ifølge den er træet fældet ca.1195 e. Kr. Sammenholdt med resultaterne fra de andre prøver er der stor sandsynlighed for at skibet er bygget i 1195 e.Kr eller kort derefter.
Dendroproveniensundersøgelser peger i retning af, at træet til bygning af skibet stammer fra sydvest Sverige – der er altså tale om et lokalt fartøj.
De fleste undersøgelser af Galtabäck I har drejet sig om skibets alder og placering i den skibsteknologiske udvikling og ikke så meget om, hvordan det blev sejlet eller, hvad det blev brugt til.
Skibet er bygget af kraftige egeplanker og har sandsynligvis været brugt til at fragte last. For at give bedre plads til lasten, er biten rykket længere ned mod bunden af skibet – sammenlignet med vikingetidens fragtskibe. Den korte afstand mellem spanterne og det kraftige tømmer har gjort Galtabäck I til et robust lastfartøj.
Som andre lastskibe er det blevet drevet frem ved hjælp af sejl. Der er ikke belæg for brug af årer, men på andre lastskibe er der nogle få af dem, og de bruges under særlige omstændigheder som f.eks. til at manøvrere under land.
Da skibet var udtjent og ikke kunne bruges længere, blev det sejlet et stykke ud for havnen i Galtabäck og sænket. Med tiden har tilsanding og landhævning gjort, at skibet kom til at ligge ovenfor den nutidige strandlinie.