Nydamskibene

Se denne tekst på 

Nydamfundet består af tre fartøjer fra yngre jernalder. Skibene er dele af krigsbytteofre som også omfatter store mængder våben og anden krigsudrustning. Alt dette blev deponeret i det der i oldtiden var en sø, men i dag er en tørvemose, som har vist sig at bevare trægenstande og nogle metalgenstande under noget nær perfekte forhold. Dette skib - 007 Nydam - er det bedst kendte af skibene, og er kendt som "egebåden fra Nydam" eller bare "Nydambåden".

Udgravninger i Nydam mose

Nydamfundet blev udgravet i 1859, 1863 og 1864. Det første skibsfund blev gjort i august 1863, og var dele af et skib af egetræ som var blevet hugget i stykker og spredt på søen. Kun et par dage senere blev den komplette Egebåd fundet. Skibet var blevet sænket i ferskvandssøen efter at have været trukket et kort stykke over land. Lederen af udgravningen Conrad Engelhardt rapporterede at delene var skilt ad, og lå spredt i et enkelt lag. Da arbejdet med dette skib stod på, blev der fundet et tredje skib langs med Egeskibet, nemlig "Fyrretræsbåden" som også var komplet.

På grund af krigsudbruddet mellem Danmark og Prøjsen i 1864 blev udgravningerne stoppet, og fyrreskibet gik til i tummelen. Ved fredsslutningen blev Danmark nødt til at tage afsked med Nydamfundet, og Egeskibet blev i 1877 flyttet fra Flensborg til Kiel. I 1944 blev skibet evakueret herfra til en pram på en sø, og tilbragte resten af Anden Verdenskrig her. Det er siden flyttet til Archäologisches Landesmuseum i Slesvig hvor det stadig er udstillet.

I 1984 efter fund af en deponering dateret til 400-450 e. Kr., blev det besluttet at genoptage udgravningerne i større målestok, især for at genfinde Engelhardts felter og udgrave flere dele af de kendte skibe og måske endda gøre nye skibsfund. Den nye kampagne fandt sted i årene 1989-97, og blev foretaget af Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser. Engelhardts gamle felter blev fundet, og de nye udgravninger omfatter disse fuldstændig med en margen af varierende størrelse omkring sig. På denne måde blev genstande som Engelhardt havde overset fundet, såvel som der blev gjort nye fund i den urørte tørv.

Arkæologiske tolkninger af Nydam mose

Skibene repræsenterer tre af mindst seks nedlægninger af krigsbytte som daterer sig fra intervallet 200-450 e. Kr., som er tolket som udstyr der har tilhørt hære der har tabt i kamp i området omkring mosen. Udfra våbnenes sammensætning har det været muligt at foreslå et organisationsmønster for jernalderhærene. Langt den største gruppe krigere var bevæbnet med lanser, spyd og et stort rundt skjold, mens en gruppe på omkring en tredjedel af denne størrelse havde et sværd af romersk type - en spatha - og et skjold. <here image 007t040.jpg> <here image 007t042.jpg> En endnu mindre del var bueskytter, og adskillige smukt bevarede buer af taks og hassel og hundredvis af pile er blevet udgravet, både af Engelhardt og under de nye udgravninger. Endelig er der nogle få fund af rideudstyr som vidner om en lille gruppe kavaleri. Nydamskibet er for nylig blevet dateret ved hjælp af dendrokronologi til 310-320 e. Kr., og nedlægningen i mosen har sandsynligvis fundet sted omkring 340-350 e. Kr.

Konstruktionsmæssige løsninger i Nydamskibet

Nydamskibet er det ældste kendte rofartøj i Nordeuropa. Det er klinkbygget på en bred kølplanke, og består af fem bordgange i hver side. Kølen og plankerne har udskårne klamper til fastgørelse af spanterne; på kølen og de første fire bordgange i hver side er der to for hvert spant, og på den femte kun en enkelt som på samme tid er fastgørelse for spanttoppen og toften. Kølen er lavet af eet stykke egetræ, 14,3 m langt og 57 cm bredt midtskibs som smalner ind til kun 20 cm mod enderne. En flad bred vulst på undersiden giver kølplanken en tykkelse på kun 7 cm midtskibs og 13 cm ved enderne.

Stævnene var muligvis lavet af eet stykke træ, de rejser sig i en flad bue og er fastgjort til kølen med korte vandrette laske med kun to trænagler. Stævnene har en spunding der går fra køllasken til essingen . Langs med spundingen løber tre pynteprofiler som fortsætter hele vejen til stævntoppen. Bordene er fastgjort til stævnene med klinknagler.

Plankerne var noget krympede da de blev dokumenteret og rekonstrueret i 1929, man på dette tidspunkt var tykkelsen 2,2-2,5 cm og bredden midtskibs 36-45 cm. Oprindeligt må de have været op til 56 cm brede. Indtil for nylig troede man at hver bordgang var lavet af en planke, men da skibet blev undersøgt i forbindelse med de dendrokronologiske undersøgelser, blev det opdaget at alle bordgangene var lasket sammen af flere planker. Samlingen mellem bordene er gjort i fuldt udviklet nordisk klinkteknik; overlappet er tætnet med uldklæde og sat sammen med jernklinknagler. Som det er almindeligt i denne tradition op til 1100-tallet, er naglernes hoveder og stilke runde mens klinkplader på indersiden er firkantede.

Spanterne er udført i eet stykke egetræ, og har et dråbeformet tværsnit med den spidse ende ud mod bordlægningen. Da skibet blev udgravet blev kun 9 af skibets 19 spanter fundet, og de fleste i ødelagt tilstand. Spanttoppene hviler på enkeltklamperne på femte bordgang ved hjælp af kroglignende hoveder. Afstanden mellem dem er lidt over en meter. Fastgørelserne mellem bordklamperne og spanterne er besnøringer med bastreb. I spanterne midtskibs findes tre huller til toftestøtter, længere mod stævnene er der kun plads til to, og til sidst kun enkelt. Tofterne var meget dårligt bevaret, og i det udstillede skib findes ingen af de oprindelige. Deres form blev beskrevet af Engelhardt som et fladt lige bræt med hak i enderne til spanttoppene. De er fastgjort til de øverste bordklamper med trænagler.

I løbet af de nye udgravninger blev der fundet nogle stykker skibstømmer som er tolket som tværskibs bjælker for løse dørkbrædder. Nogle af selve dørkbrædderne er også fundet.

Antallet af årer er med nogen sikkerhed anslået til 15 par. Nogle af disse kan have været tilføjet i løbet af skibets levetid. Ingen af årekejperne i det udstillede skib er oprindelige, og deres ensartede udseende svarer ikke til de tegninger der blev udført umiddelbart efter udgravningen, og heller ikke med forskelligheden i de nyfundne kejper. Afstanden mellem midten af tofterne til årernes plads i kejperne er kun 30 cm i vandret plan, og årerne er ikke mere end 3,5 m lange. Dette tyder på en roteknik med korte hurtige tag - til forskel fra den teknik som senere skibsfund angiver.

Sideroret var dårligt bevaret da det blev fundet, og Engelhardt fik lavet en kopi til udstillingen. Det der nu kan ses er endnu en kopi, men heldigvis udførte Engelhardts tegner Magnus Petersen en detaljeret tegning af originalen, som viser et ror med et langt skaft og et kort bredt blad. På toppen har det en tværskibs rorpind og et håndtag.

I den sidste udgravningssæson i den nye kampagne - 1997 - blev der gjort et fund af to 1,4 m lange træpæle med udskårne mandshoveder i området hvor stævnen af skibet havde ligget. Hovederne er skåret med markerede træk og har "fuldskæg". Siderne er helt glatte, men kvadratiske huller er skåret gennem hovederne i "ørehøjde". Måske har pælene siddet i stævnen med hovederne hvilende på essingen, og har måske været brugt som pullerter.