Skuldelev 5


Se denne tekst på 

Ligesom Skuldelev 1 og 3 var dette vrag del af den første fase i Skuldelevspærringen i Roskilde fjord. Det var et lille krigsskib som på tidspunktet for sænkningen var repareret udover det sædvanlige for skibe fra perioden. Både for årer og under sejl har det været et hurtigt troppetransportskib for en gruppe på 30 krigere. Vikingeskibshallen i Roskilde har bygget kopien "Helge Ask" af Skuldelev 5.

Konstruktionsmæssige løsninger i Skuldelev 5

På et tidspunkt efter sænkningen i Peberrenden havde skibet krænget over. Dette er heldigt fordi det har betydet at meget af bagbords side er bevaret, her mangler kun agterstævnen og den agterste del af bordlægningen. Kølen var T-formet i tværsnit midtskibs, men blev mere rektangulær mod enderne. En længde på 11,87 m var lasket sammen med mellemstykker i hver ende. For var den 2,71 m og agter var den 0,78 m, og var føjet sammen med kølen med lodrette skrålasker til en samlet længde af 14,92 m. Den bevarede forstævn var V-formet i tværsnit, med udskårne fortsættelser af bordforløbene på siderne, som det også var tilfældet i Skuldelev 3.

I modsætning til det helt egebyggede Skuldelev 3, var dette skibs syvende og øverste bordgang af ask, mens femte og sjette delvis var af fyr. De første fire bordgange var af egetræ. Bortset fra tredje bordgang som var 36-38 cm bred, var alle bordgangene af ens bredde omkring 30 cm. Plankerne var meget tynde: 2-2,5 cm på midten og 1,5-2,5 cm i kanterne, og udviste dermed spejlkløvede plankers karakteristiske elliptiske tværsnit. Som skibet er konstrueret ligger de første tre bordgange meget fladt over et langt stykke, og landet mellem tredje og fjerde bordgang markerer overgangen mellem bund og sider. Derefter fortsætter siderne næsten lodret.

Den langskibs forstærkning udgjordes især af to stringere, en nær overgangen mellem bund og sider, og en meget bred stringer på overkanten af sjette bordgang. Kun omtrent 2 m af kølsvinet var bevaret, men det kunne rekonstrueres. Kølsvinet må have spændt over de midterste bundstokke og have endt på spant 2A og 2F med en total længde på 3,7 m. Et bemærkelsesværdigt træk ved dette vrag var skjoldremmen som løb på ydersiden af essingen.

Spanterne var meget ensartede i Skuldelev 5. Bundstokkene lignede dem fra Skuldelev 3 idet de var smalle over kølen og blev bredere over første og anden bordgang, for at smalne ind mod toppen af tredje. Ensartetheden blev tydeligere på grund af det lange smalle skrog, som betyder at skibets tværsnit er meget ens fra spant 5A til 5F. Dette er 10 ud af i alt 17 spanter. De nederste tværbjælker - biterne - hvilede på toppen af bundstokkene som endte på overkanten af tredje bordgang. Disse havde båret en dørk af løse brædder der - som det også var tilfældet i det store krigsskib Skuldelev 2/4 - havde dækket hele skibets længde. Biteknæene rakte over fjerde bordgang og endte under stringeren midt på femte. Denne stringer bar en tværbjælke ved hvert spant, hvis knæ var spigret på indersiden af den brede stringer på sjette bordgang. <here image 0004t003.jpg>

Under udgravningen blev det bemærket at nogle af årehullerne i den øverste bordgang var blevet lukket med lapper af egetræ, og at nogle af hullerne var runde mens andre var firkantede. Afstanden mellem de runde årehuller var 80 cm og mellem de firkantede 91 cm. Dette førte til den konklusion at planken måtte være genbrug fra et andet skib med en anden afstand mellem tofter og årer. Senere analyser har vist at også fyrreplankerne i femte og sjette bordgang har været genbrug. Huller fra de gamle trænagler var proppet til, og nye boret til det nye skib. Skibet havde været kraftigt repareret, især i forenden, hvor endda et stykke af kølen var skiftet ud.

Ifølge den tegnede rekonstruktion var Skuldelev 5 17,5 m lang, 2,5 m bred og en havde en dybgang på 0,6 m. Skibets råsejl havde et areal på 46 kvadratmeter.

Datering og fortolkning af Skuldelev 5

Dendrokronologien har vist at bygningen af skibet fandt sted i årene 1030-1050 e. Kr., mens den omfattende reparation af forskibet daterer sig til tidsrummet 1060-1080 e. Kr. Man har ikke kunnet endegyldigt afgøre hvor skibet blev bygget, men meget peger på Skuldelevspærringens umiddelbare omgivelser.

Omfanget af reparationer og den udstrakte brug af genbrugsmaterialer i Skuldelev 5, har ført til tolkningen af skibet som et ledingsskib. I Skandinavien var ledingen i det mindste fra tidlig middelalder kongens flådeorganisation på grundlag af naturalieydelser fra bønderne. Hvor langt tilbage denne organisation går er usikkert, men de billige løsninger der fandtes i dette skib kunne være tegn på modvilligt udførte tjenester.

Dette lille krigsskib havde en enkel råsejlsrig, som nu kun et lille stykke af kølsvinet er vidne om. Det kunne desuden ros, og havde sandsynligvis 26 årer. Sejladsforsøg med Vikingeskibshallens kopi "Helge Ask" har vist at skibet er hurtigt og sødygtigt såvel for sejl som roet. Mod en let vind kunne "Helge Ask" ros med 24 årer med en fart af 4,5 knob. Hvis kun 12 roere var i gang faldt farten til 3,6-4 knob, men på denne måde kunne man foretage meget lange rejser.

Tryk her for at se alle billeder af dette skib:
Tryk her for at se alle billeder af kopien "Helge Ask":